Tag Archives: ligevægt

Yoga og Vægttab

Jeg har et par gange fået spørgsmålet “Hvordan hjælper yoga mig frem mod et varigt vægttab?”. Det er der flere svar på, men et meget vigtigt aspekt er, at yoga giver dig en god kontakt med din krop og dit sind. For yoga er meget mere end de fysiske stillinger som gør dig smidig og stærk, yoga er også en vej til ro og centring i sindet. Når du har ro i tankerne og du er i kontakt med dig selv og din mave, så er det MEGET sværere at overspise og fylde dig med mad og drikke, der fremmer dvaskhed og fedme. Også forskere har fundet ud af, at mennesker der spiser for meget, gør det, fordi de ikke længere kan MÆRKE, at de spiser for meget.  De, der regelmæssigt dyrker yoga, meditation og laver åndedrætsøvelser lægger hurtigere kniven og gaflen fra sig, fordi de mærker mavens signaler om mæthed – og de formår at lytte til den, fordi der er nok klarhed i tankerne til at gøre det. Roen og glæden i sindet og kontakten med kroppen influerer ikke bare på, hvor meget vi spiser, men også på, HVAD vi spiser – og dermed putter i indkøbsvognen i supermarkedet. Når vi er tilfredse og glade i sindet, så køber vi mindre af det som skal give os tilfredsstillelse og sødme (læs: kærlighed) – f.eks. slik, sodavand, kager og chokolade. Når vi er i kontakt med os selv, så køber vi mere af det, som er godt for os – flere grøntsager og mere fuldkorn – og mindre af de fjollede, næringsløse konsumvarer. Vægttab og tanker derom glider efterhånden i baggrunden og kroppen finder sin naturlige form v.h.a den forbedrede kropskontakt og ro i sindet som regelmæssig yogaudøvelse giver os. Og den gode nyhed er: at alle kan lave yoga, tykke som tynde. Kom og prøv det af ved lejlighed. Og udsæt det nu ikke for længe!

I kategori: Yoga og Vægttab | Kommenter nu